Premiere på Nini Theilades træningskugle

18/08/2021

Den verdensberømte balletdanser Nini Theilades træningskugle er genskabt og kan opleves på Fyn fra d. 22. august til og med 19 september på Vejenlyst


Søndag d. 22 august kl. 15.30 indvies Theilade-kuglen’ på Vejenlyst

med bl.a en introduktion af dansehistoriker Eva Tarp og koreograf Ingrid Vejen Kristensen, som vil fortælle om projektets tilblivelse. Der vil være mulighed for at opleve - eller selv gå på optagelse i træningskuglen. 


En kugle, der giver danseren mere kropsbevidsthed

Kuglen er et koreografisk ‘bevægelseslaboratorium’, der samtidig kan bruges til selvtræning. I modsætning til at stå ved barren i en dansesal med spejle, hvor danseren iagttager sig selv udefra, inviterer kuglen til at træne med mere fokus på bevægelsen indefra og rette opmærksomheden på udførelsen af den fra kroppen.


Det er med stor fornøjelse, at Skolerne i Oure i samarbejde med Vejenlyst galleri nu kan præsentere Theilade-kuglen i dens genskabte form. Efter afslutningen af  træningskuglens udstillingsperiode på Vejenlyst og et år frem, vil der være mulighed for at institutioner, dansekompagnier og andre interessenter frit kan låne træningskuglen med hjem i op til en måned.


Om Træningskuglens tilblivelse:

Egentlig var det vel rastløshed, der fik den verdensberømte danser og koreograf, Nini Theilade, til at sætte sig ned og tegne en mobil, kugleformet metalkonstruktion, som kunne udfordre danseren i et tredimensionelt rum. Hun opnåede verdenspatent på ‘Theilade-kuglen’, som blev en fast del af hendes undervisning. I de efterladte papirer, som Theilade testamenterede til Skolerne i Oure, fandt man  en række fotos og tegninger af kuglen. Træningskuglen blev første gang præsenteret i 1970 på Svendborg Teater og blev siden en del af Theilades balletskole i Lyon, hvor hun flyttede til i 1979.


Verdensdanser på Skolerne i Oure

Genopdagelsen af kuglen har vakt stor begejstring på Skolerne i Oure, hvor Nini var tilknyttet den sidste fjerdedel af sit liv: “Nini Theilades træningkugle er efter vores mening et fantastisk redskab til at udvide ens kropsforståelse, pirre ens koreografiske nysgerrighed og få en fornemmelse af kroppen i rummet,” siger Ingrid Kristensen, projektleder på projektet og fast tilknyttet danselinjen på Oure Højskole. 


Om Nini Theilade:

Nini blev født i 1915 på Java og døde i 2018 på Sydfyn. Theilade nåede i sit 102 år lange liv både at indtage og betage verden: Hun har kendt og arbejdet sammen med nogle af sin samtids største og mest opsigtsvækkende kunstnere - danset i kostumer kreeret af Salvador Dalí til musik komponeret af Debussy. Allerede som 14-årig dansede hun sit eget soloprogram i Haag og blev så stor en succes, at hun kom på turné først i Europa og siden i USA. Hun kom til Hollywood, hvor hun optrådte under den navnkundige instruktør og teaterleder, Max Reinhardt og optrådte Hollywood-filmen ‘A Midsummer Night's Dream’. Samtidig var hun optaget af selv at skabe og udvikle sin kunstform - dansen. Det fik hende blandt andet til at skabe træningskuglen.