Akryllamper af

Anders Vejen Andersen


Fisk, gopler og

geometriske former

På en måde har ideen om skabelsen af en lyskilde i fiskeform været på tegnebrættet i mange år. Den langstrakte designproces har strakt sig over et utal af prototyper. Lysfordelingen har været ændret og udforsket i flere miljøer. Og langsomt har fisken åbenbaret sig i sin nuværende form.


Goplelampen er designet ud fra en fascination af goplens struktur og det undervandsmiljø den bevæger sig i. I lampen har Anders leget med den helt særlige måde hvorpå form og materiale arbejder sammen i forhold til lyset.


Lamperne med forskellige geometriske former er skabt ud fra en vedholdende søgen efter den optimale belysning. Et slags studie i hvordan de enkelte geometriske flader agerer og kaster forskellig lys af sig, alt afhængig af form, størrelse og farve.


Ud over lamperne vil du i denne sommerudstilling også møde Anders’ malerier med forskellige motiver og temaer i ”Con Silo”, den første og ældste del af galleriet, ved de gamle siloer.


Anders Vejen Andersen (f. 1960)

Anders er et renæssancemenneske. Han både maler, fotograferer, laver musik og installationer. Derudover står han bag designlinjen ”Vejn” der er specialiseret i akryldesign, herunder armbånd. Oprindeligt er han grafisk designer og har siden hen arbejdet på Odense Tekniske Skole, og sammen med Ingrid Vejen Kristensen har han skabt fantasifulde moderne ballet events og oplevelser.


Vejenlyst

Anders står sammen med Ingrid bag ”Vejenlyst”. De købte gården for tre år siden, og har langsomt formet den efter deres livsønske om at skabe et sted for kunst, kultur og natur.